Plads til din reklame
Vi har også plads til dit reklamebanner - for yderligere oplysninger kontakt os her..

Min første fugl

 
 
 
 
 
 
                                                             7) Et liv med fugle.
 
 
Mine første fugle – hvilken slags?
At vælge fugle som kæledyr, kan vise sig at være et rigtig klogt valg. Fugle – særligt mindre fugle – som undulater og nymfeparakitter, er specielt velegnet til børn og førstegangsfugleejere. De har et robust og nysgerrigt væsen, og er ikke nær så sarte som de store papegøjer. Derudover har netop disse fugle nogle fordele, som andre kæledyr ikke har. De kan holdes de fleste steder (check dog med dine forældre hvis I bor I lejlighed), de kræver ikke gå-ture ligesom hunde, og de lugter ikke, ligesom mange gnavere gør. Du skal dog være opmærksom på, at hvor der er fugle, er der også fjer, dun og støv, så en ekstra omgang støvsugning vil bestemt være på sin plads indimellem. Der findes også andre former for parakitter og småpapegøjer, så som græsparakitter, sangparakitter, Bourkes parakitter og dværgpapegøjer, men lige præcis undulater og nymfeparakitter er de mest almindelig arter at starte med som barn og ung, og her på siderne vil vi mest koncentrere os om disse. Det er utroligt sociale dyr, og samtidig er de også meget fredelige. Hvis man får dem fra de er unge, kan de blive MEGET tamme. Der dog én ting, som du aldrig må glemme; og det er, at begge slags fugle meget nemt bliver ensomme – derfor er det ALTID bedst at få to. Så har de hinanden, også I de timer, hvor du ikke lige hart tid til at snakke med dem. At det skulle være sværere at tæmme to end én er en skrøne. Hvis du bruger tid på fuglene dagligt, så skal de nok blive tamme. Desuden er der mange opdrættere, hvor du kan bestille unger, der er håndterede, og således allerede vant til hænder. De er som regel en smule dyrere, men det gør det meget nemmere for dig. 
 
Hvor skal fuglene købes?
Der er to steder du kan købe dine fugle; enten ved dyrehandleren eller direkte hos opdrætteren. Ingen tvivl om at der findes gode og dårlige af begge slags, men jeg vil alligevel anbefale dig at købe hos en opdrætter. Mange opdrættere har en hjemmeside, så du kan prøve at Google ordet “undulat” eller “nymfeparakit”, eller hvilken fugl du nu gerne vil have, og så får du helt sikkert en masse hits på hjemmesider med opdrættere. Eller du kan prøve at kontakte DTF DanskeTamFugle, og høre om de kan finde nogle links eller telefonnumre på deres opdrættere. Både dyrhandlere og opdrættere har fordele og ulemper. Fordelen ved dyrhandlere er at udvalget som regel er stort (afhængig af butikken naturligvis), og du går hjem med din “vare” med det samme – lidt som en liter mælk. Men her skal du bare huske på, at det jo IKKE drejer sig om en liter mælk, men levende dyr. I virkeligheden når man køber på denne måde, så ved man meget lidt om fuglene, når man går ud af butikken. De fleste opdrættere – specielt de gode – kender deres unger. De kan vise dig forældrene, og som nævnt før, har de fleste opdrættere mulighed for at tage mod bestilling af unger til håndtering, således at du får det meget nemmere med dine fugle, og chancen for success med tæmningen, bliver meget større. Når du henter dine unger, så har du også samtidig en mulighed for at se det sted de er vokset op, og det er helt klart et plus. En fugl med en god start I livet, har større chance for at få et godt liv, end en med en dårlig start. Der er også en anden fordel ved at bestille sine unger I forvejen; nemlig den at det vil give dig tid til at forberede dig ordentlig. Du kan få købt de rigtige ting hjem, og måske få læst lidt op på, hvordan du kan tæmme dine fugle. Her er biblioteket et rigtig godt sted. Spørg bibliotekaren på dit lokale bibliotek om hvilke bøger der egner sig til børn og unge.
 
Forberedelser:
Som nævnt er det vigtigt at du sætter dig ind I dine fugles behov. Du skal vide hvor stort et bur du skal have, hvad for noget mad de spiser og hvor den bedste placering I huset er, for at få mest mulig success med tæmningen.
 
Bur:
Et bur kan aldrig blive for stort, men du skal se på, hvad du skal bruge det til. Skal det kun fungere som “soveværelse” for fuglene, så kan du godt nøjes med et mindre et af slagsen, dog skal du holde dig væk fra de mindste – de er kun beregnet til kortere ophold. Skal de opholde sig deri en større del af dagen, f.eks mens du er I skole, og der ingen er til at tage dem ud, så er du nødt til at have det man kalder for en stuevoliere, så de kan få spredt deres vinger.
 
Tilbehør:
Husk at fugle elsker at lege, så legetøj er supergodt. Her kan du vælge at købe noget, men du KAN også vælge at lave noget selv. Husk at bruge naturmaterialer som fuglene kan tåle eller plast som de ikke umiddelbart kan bide I stykker. Frugtgrene og natursnor kan bindes sammen til de sjoveste ting, og fuglene kan få lang tid til at gå med at filtre tingen op og æde barken på grenene. For at undgå bakterier, kan du hælde kogende vand over grenene, inden du bruger dem. Siddepinde bør også være grene som du plukker fra træer – helst tykke grene. Det er rigtig godt for fuglenes fødder. Husk ALDRIG at bruge sandpapir – hverken som rør på siddepindene, eller I bunden af burene. Fuglen kan få bylder på deres fødder. Du bør heller ikke bruge sand som bundmateriale I buret, da fuglene ikke har godt af at gå og spise det. Brug hellere aviser. Det er mest hygiejnisk, og lettere at skifte ofte. Kul er en anden ting som du bør undgå til undulater og nymfeparakitter. Det kan slå tarmfloraen ihjel, og dermed give dem dårlig mave. Du skal være opmærksom på, at selvom man kan købe tingene I butikkerne, så er det ikke altid godt. Du må følge de informationer du kan finde, fra folk som er eksperter på netop DE fugle, du har valgt.
 
Bad:
De fleste fugle – ikke mindst nymfeparakitter og undulater elsker at bade. Der er flere måder du kan stimulere fuglenes behov for dette. Enten kan du købe et badekar og sætte på dit bur. Der går som regel ikke længe for de bliver nysgerrige nok og går ind for at plaske rundt I vandet. En anden ting du kan gøre er at “lave” regnvejr med en sprayflaske, hvor du sprayer vandet ned fra oven. Det er de som regel meget glade for. Husk også at om sommeren vil de fleste fugle nyde hvis du sætter deres bur I haven et par timer – også selvom det regner. Bare husk at sørge for at noget af buret er dækket af, så de kan søge læ, hvis de vil.
 
Information:
Husk at søge så meget information som du kan, inden du skal hente dine fugle. Jo mere du ved, når du henter dem, jo nemmere går det hele, både for fuglene og dig, og jo større er chancen for success. Undulater og parakitter kan blive 11-15 år, så det er vigtigt at du har gjort dig klart, at det ikke er et “køb og smid-væk” dyr. Hvis du får fuglene som 10 årig – skal du tænke på at du muligvis vil være 25 inden de er døde. Det er lang tid – så vær helt sikker på at det er det du vil.
 
Fuglens første tid I hjemmet – hvor skal den bo?
Den første dag du får dine fugle hjem, skal du lade dem være. Det kan være meget stressende for små fugle, sådan at forlade de trygge omgivelser, så de skal have tid til at falde til, og vænne sig til lydende og de nye omgivelser. Men hvor skal fuglen mon bo – på børneværelset, i stuen eller i køkkenet? Jeg tror det bedste råd jeg kan give her er – ALDRIG på børneværelset. Det kan godt være at det er dine fugle, men hvis fuglene skal være tamme, så er det bedst de er et sted hvor de vænner sig til mange lyde og mange mennesker, og hvor der er flere, der kan stimulere fuglene socialt. Hvis de bliver gemt væk inde på værelset, så kan de let blive glemt lidt, og så er det sværere at vinde deres fortrolighed. Stuen kunne være et godt sted, da der ofte er mennesker, men har man et køkken/alrum, er det næsten bedre, for her kan sommetider være lidt som en banegård, og når først fuglene er faldet til, vil de mange indtryk hjælpe dem til at blive fortrolige med mange mennesker og lyde. Et køkken UDEN alrum er dog ikke et godt sted at holde fugle. Bakterier fra fjer og støv kan smitte til maden, så det skal man helst holde adskilt.
 
At tæmme en fugl:
Der findes mange måder at tæmme fugle på, og da fugle er forskellige, må du finde den metode der passer til jer. Dette afsnit omhandler ikke hvordan du får din fugle til at lave tricks eller lære dem at snakke. Det handler først og fremmest om at vinde fuglenes fortrolighed, og det er temmelig enkelt. Men det kræver én ting; tålmodighed – stor tålmodighed. Efter den første dag, hvor fuglene har fået ro, kan du langsomt forsøge at vænne dem til dig. Hvis ungerne ikke har været håndteret fra opdrætteren, så er du ofte nødt til at starte med bare at sidde henne ved buret, og ikke stirre for direkte på dem. Hvis de har været håndteret, kan du som regel hoppe dette stadie over, og forsigtig sætte en flad hånd ind I buret med et stykke hirsekolbe. Måske reagerer de ikke den første dag – eller den næste dag, men på et tidspunk vil deres nysgerrighed overvinde deres ængstelse, og de vil komme for at spise hirsen. Hirse er supergodt lokkemiddel til at vinde fuglenes fortrolighed, men da det samtidig er lidt ligesom slik, så er det ikke noget du skal fodre med ret ofte. Du kan bruge det som middel til at træne dem og vinde deres tillid, og en gang om ugen kan du også hænge en kolbe op I buret. Det er lidt som når du får lørdagsslik. Når du har fået fuglene til at sidde på din hånd og spise hirsekolbe, så kan du forsøge at lokke dem hen til burets låge, så de kan komme ud og flyve. Du behøver sjældent at være bange for at du ikke kan få dem ind igen, for oftest holder de sig I nærheden af buret til at starte med, da det er her de føler sig mest tryg. Tit søger de hurtigt ind I buret igen, hvis der er noget der forskrækker dem. En god ting kan være aldrig at fodre dem udenfor buret. På den måde vil de altid, på et eller andet tidspunkt søge tilbage til buret, om ikke andet så når de bliver sultne. Med tiden bliver fuglene mere modige, og flyveturene bliver længere og længere. Pas på at vinduer og døre ikke står åbne. Det kan få tragiske følger for fuglene hvis de kommer ud I naturen. De kan slet ikke klare sig alene, og de vil være lette ofre for katte eller rovfugle. Husk at bruge tid på dine fugle dagligt – og gerne flere gange om dagen. Det vil også være godt hvis mor og far og evt. søskende tager del i pasningen. Jo flere mennesker de vænner sig til at blive håndteret af, jo mere tillidsfuld vil de blive. Husk dog at dette gælder primært undulater og nymfeparakitter. Ikke alle fugle er “allemands” fugle, og det må man sætte sig ind i inden man køber dem.
 
Hvad skal mine fugle spise:
Som basisfoder skal dine fugle have et frøfoder med så variet en blanding som muligt. Der findes mange kvalitetsblandinger, og hvis du er I tvivl om hvilke der er de bedste, kan jeg anbefale at du bruger nogle af de links der er tilknyttet DTF. Her er der mange forums, hvor du kan spørge andre fugleejere til råds. Ud over frø skal de have fri adgang til rent vand samt daglig tilskud af grønt eller frugt. Sammenlignet med mængden af grønt, skal frugt dog kun udgøre en mindre del af det friske tilskud, for at undgå tynd mave. Du kan bruge broccoli, gulerødder, bladselleri, majs, ærter, bønnespirer, chili,fennikel, vådt krølsalat, pastinak, radiser, rosenkål, persillerod, oregano, timian, citronmelisse, persille, kørvel, basilikum, karse, dild, æble (kun en smule), abrikos, figen, canteloupmelon, fersken,honningmelon, sharonfrugt, kirsebær (uden sten), pærer, rosiner og rønnebær. Listen er lang – og også længere end denne, men det er de mest gængse. Hvad angår vitamintilskud, så kan det være en god ide at give det et par gange om ugen. Du kan købe et pulver hos din dyrehandler, men husk at drysse det over frøene, og ikke I vandet, så kan vandet rådne, og give dårlig mave hos fuglene.
 
Et liv med fugle:
At have fugle er en dejlig beskæftigelse – og hvis mor og far sagde nej til den hund du drømte om, og du matte “nøjes” med en fugl, så skal du ikke fortvivle. Fugle er på mange måder mindst ligeså kloge som hunde, og når først du har vundet dine fugles tillid, så kan du faktisk “træne” dem, på samme måde som man træner hunde og eksempelvis dyr I zoo. Det kaldes klikker-træning, og går ud på at lære fuglen at forbinde en kliklyd med noget positivt – enten mad eller ros eller begge dele. Når fuglen har lært lyden at kende, begynder man at knytte bestemte handlinger til disse lyde, sådan at når fuglen gør en bestemt ting, som man gerne vil have, så klikker man, og belønner med mad og ros. Gør den noget “forkert” så ignorer man den bare. På den måde lærer fuglen hurtigt at være opmærksom på sin træner (dig) og gøre det som du vil have den til. Selv den mindste undulat kan klikkertrænes og lære tricks og sjove ting. Det vil ikke alene være god beskæftigelse for fuglene, men det vil også være med til at knytte jer tættere sammen. Fuglene vil elske dig for al den tid du bruger på dem, og du vil blive belønnet med nogle undulater eller parakitter, der eventuelt både kan tale, lave tricks og er sjove at lege med. Herudover behøver du ikke at lufte dem I regnvejr – så alt I alt er fugle de perfekte kæledyr.
 
 
Forfatter: Lone Lanng
  
 
 
 
 
LED
 
Som medlem af DaTa får du 10% rabat
hos LED-Online
Nærmere info på medlemssiderne
DanskeTamFugle | CVR: 34655723 | Bredgade 32, DK-8560 Kolind  | besked@dansketamfugle.dk