Plads til din reklame
Vi har også plads til dit reklamebanner - for yderligere oplysninger kontakt os her..
Når papegøjeunger håndopmades

Skrevet af Jytte Thingvad, 2014


Rundt om i verdenen skabes der større og større bevidsthed om risiciene for fysiske og psykiske problemer, når papegøjeunger håndopmades. Senest har Holland vedtaget et forbud mod håndopmadning – et forbud, som trådte i kraft 1. juli 2014. Alligevel håndopmades der flere og flere papegøjer i Danmark, og desværre sælges nogle af disse papegøjeunger til uerfarne 1.gangs-købere, som selv skal håndopmade deres papegøjeunge. Jeg har spurgt den engelske forfatter og papegøjeadfærdskonskulent Greg Glendell (Greg har blandt andet skrevet en artikel om problemadfærd hos tamme papegøjer) om, hvordan de tackler problemet med salg af uafvænnede papegøjer i England. Greg Glendell fortalte mig, at de ikke længere ser problemet, da det i 2006 blev forbudt at sælge et hvilket som helst dyr, før det kan spise selvstændigt. En sådan lov har vi ikke i Danmark for andre dyr end hunde og katte, som ikke må sælges, før de er henholdsvist 8 og 12 uger.

I foreningen Danske Tamfugle bliver vi ofte bedt om råd i forbindelse med ønsket om at reducere diverse problemadfærd hos tamme papegøjer. Det vil sige, at vi bliver bedt om at træde til, rådgive og hjælpe, når skaden først ER sket. Derudover har flere af Danmarks store papegøjeinternater stop for at tage flere fugle ind, da der allerede på nuværende tidspunkt er fyldt helt op – og ofte er det fugle, som i deres tidligere hjem har udvist problemadfærd. Jeg er naturligvis bevidst om, at udvikling af problemadfærd kan skyldes flere faktorer, men i denne artikel vil jeg se på, hvilke risici man udsætter en papegøje for ved håndopmadning med specielt fokus på, når håndopmadningen foretages af uerfarne købere.

Baggrund for håndopmadning
Det er ikke meget mere end ca. 30 år siden, at det blev populært at opdrætte papegøjer til tamfugle. Mange begyndte at opfatte papegøjerne som eftertragtede kæledyr, og den opmærksomhed rettet mod papegøjerne er øget lige siden. Nogle gange bliver unger håndopmadet, fordi forældrefuglene ikke vil tage sig af dem, men fordi efterspørgslen er steget efter tamme papegøjer, bliver langt de fleste papegøjer, som er tiltænkt kæledyrsmarkedet, håndopmadet, da køberne efterspørger unger, som er tamme og vant til at blive håndteret af mennesker. En forældremadet papegøjeunge kan også gøres tam, men dette vil kræve en langt større viden og indsats fra køberens side, hvorfor det er nemmere ’bare’ at håndopmade.

Nogle opdrættere lader forældrefuglene selv udruge æggene og passe ungerne i de første uger – andre fjerner æggene så snart de lægges, hvorefter de udruges i rugemaskine og ungerne håndopmades fra dag 1.

Den første tid
Når en papegøjeunge kommer ud af ægget, er den i modsætning til f.eks. kyllinger og ællinger totalt hjælpeløs og fuldstændig afhængig. Øjnene er lukkede, den har ingen fjer, og den kan ikke selv regulere sin kropstemperatur. Men den kan tigge om mad, hvilket får forældrene til at fodre den ved at gylpe mad op og lægge det i ungens næb. Maden, som forældrefuglene giver ungen, er udvalgt af forældrene, hvilket i fangenskab kræver, at fuglene har valgmuligheder og kan sortere blandt mange fødeemner. Og maden bearbejdes naturligt i forældrenes kro, inden det gives til ungen. Maden har dermed den rette temperatur, tekstur og konsistens, og det er nærliggende for mig samtidigt at formode, at der i denne forarbejdningsproces (og i lighed med andre arters modermælk) også bliver tilført forældrefuglenes antistoffer.

Håndopmadningens fysiske konsekvenser
Når papegøjeungen håndopmades af mennesker, får den et foder, som er præfabrikeret og kun skal tilsættes vand, hvorefter det bliver en lind ”grød”. Håndopmadningen kan foretages efter følgende metoder:
  1. ”Grøden” gives via ske eller sprøjte og lægges i små portioner ind i ungens næb, som herefter synker maden. Dette er tidskrævende, men det er den metode, som ligner fuglenes egen fodring mest.
  2. ”Grøden” hældes i en sprøjte, som via ungens spiserør føres helt ned i ungens kro, hvorefter ”grøden” pumpes direkte ned i kroen. Denne metode gør det muligt at fodre ekstremt hurtigt. Personligt får jeg nogle ubehagelige associationer til den måde, som ’fois-gras gæs’ tvangsfodres på.

Uanset hvilken håndopmadningsmetode opdrætteren vælger, så er der nogle fundamentale faktorer, som skal håndteres korrekt:
  • Foderet (”grøden”) skal tilberedes til hver fodring, så den er frisklavet.
  • Foderet skal have den rigtige temperatur. Både for koldt og for varmt foder kan give fysiske skader, og derudover er ungen ikke samarbejdsvillig, hvis foderet ikke har den rette temperatur.
  • Fodring skal foregå med regelmæssige intervaller – i starten med kun 2 timers mellemrum. Håndopmaderen skal dermed tilpasse sit liv, så det passer ind i ungernes rytme – ikke omvendt.
  • Hygiejnen skal være på højest mulige niveau, så man undgår at smitte ungerne med diverse sygdomme eller give smitte videre fra den ene fugl til den anden.
  • Håndopmadningen skal ske korrekt, så foderet ikke havner i lungerne, hvilket er en ofte set ’nybegynderfejl’. Kommer foderet i lungerne, kan ungen dø med det samme, eller den kan dø af en efterfølgende infektion/lungebetændelse.
  • Viden om ungernes normaladfærd. Hvis en unge ikke tigger eller opfører sig som den plejer, eller som den bør, kan det tyde på sygdom, ufordøjet foder, forkert temperatur i varmekassen, dehydrering eller andet, og så skal der gribes ind. En erfaren opdrætter ved præcis, hvordan unger i forskellige udviklingstrin bør agere og kan handle derefter. Er opdrætteren ikke opmærksom på dette, kan det medføre skader, som fuglen skal leve med resten af livet. Et eksempel er min soldater ara, som fik en infektion i sin ene vinge, mens han var lille og under håndopmadning hos opdrætter. Desværre opdagede opdrætteren ingenting, før infektionen var så voldsom, at min aras knogler havde taget så voldsom skade, at albueleddet ikke kan strækkes. Dette betyder, at fuglen aldrig vil komme til at flyve!
Ud fra ovenstående er det nemt at konkludere, at det ikke er simpelt eller nemt at håndopmade papegøjeunger, og gøres det ikke korrekt, kan det føre til en lang række forskellige fysiske skader og mistrivsel. Jeg vil her blot nævne nogle få: Brændt kro, aspiration (foder i lungerne), lungebetændelse, dehydrering, overfodring eller underernæring, bakterie- og svampeinfektioner etc. etc.

Derudover synes jeg, at det er relevant at nævne en stor undersøgelse, som fandt sted i 2003, hvor Harcourt-Brown fandt ud af, at hele 44 % af de håndopmadede gråpapegøjer led af sygdommen Osteodystrofi (1). Dette skyldes ubalance i calcium og fosfor, og det gør, at knoglerne ikke udvikler sig normalt. De kliniske tegn på denne tilstand er unormal knoglevækst, øget risiko for knoglebrud og ændret kropsstilling.

Harcourt-Brown pointerer endvidere, at bevægelse kan have en negativ effekt på skelettets udvikling (2). Forældreopmadede unger opholder sig naturligt i en redekasse, hvor de kun bevæger sig ganske lidt, og hvor deres kroppe støttes af deres søskende. Når unger håndopmades, tages de ud af kasserne, og ofte får de lov til at bevæge sig rundt under og efter håndopmadningen. Dette mener Harcourt-Brown giver unødig stress i de voksende knogler.

Håndopmadningens psykiske konsekvenser
Vi mennesker ynder at sige, at papegøjer er komplekse og yderst intelligente væsner, og samtidig er der bred enighed om, at tamme papegøjer stadig er ’vilde dyr’, da de har været så relativt kort tid i fangenskab. En tam papegøje opdrættet i fangenskab har alle sine naturlige instinkter og adfærdsmønstre intakte og adskiller sig på den måde ikke fra papegøjer i naturen.

At papegøjer virkeligt ER intelligente, kan der ikke længere herske tvivl om. Tidligere vurderedes papegøjer som laverestående væsner, da mennesker dengang vurderede intelligens på baggrund af hjernens fysiske størrelse. I dag er man heldigvis kommet væk fra den opfattelse, og Dr. Irene Pepperbergs studier og forsøg med gråpapegøjen Alex har givet en langt større forståelse for papegøjernes kompleksitet, kognitive evner og intelligens (3).

Der er igennem tiderne lavet en del studier af, hvad der sker med både dyr og mennesker, som tidligt i livet afskæres muligheden for at være sammen med deres forældre, og studierne viser, at der sker ændringer i hjernen, når et dyr holdes isoleret i den tidlige opvækst (4). Dette medfører adfærdsændringer senere i livet hos de unger, som er afskåret fra forældrekontakt. Clarke og Clarke pointerer endvidere, at studier i dyreverdenen viser, at der er kritiske udviklingsperioder i den første tid, som afgør dyrets fremtidige adfærdsmønstre. Derudover bemærker de, at jo hurtigere et dyr bliver voksen, jo mere sårbart er det overfor tidligt forældreafsavn, som kan have en voldsom effekt i dyrets voksne liv (5).

I indledningen til denne artikel nævnte jeg britiske Greg Glendell, som bl.a. er forfatter til artiklen Problemadfærd hos tamme papegøjer (6). I denne artikel beskriver Greg Glendell, at tidligt forældreafsavn hos en papegøjeunge bevirker, at man placerer en tidsindstillet bombe i ungen – en bombe som kan gå af med op til 5 års forsinkelse. Bomben består af problemadfærd i form af f.eks. plukkeadfærd, fobi, aggressivitet, nervøsitet, skrigeadfærd og fejlprægning, og jo tidligere, ungen har været udsat for forældreafsavn, jo større er risikoen for, at bomben eksploderer. Det kan således konkluderes, at jo senere en papegøjeunge tages fra til håndopmadning, jo mindre er risikoen for, at ungen udvikler problemadfærd senere i livet.

Konklusion
Har man læst indtil nu, kan man måske forledes til at tro, at foreningen Danske Tamfugle er helt imod håndopmadning af papegøjeunger. Det er vi ikke! Vores forening består af både opdrættere af tamme papegøjer samt deres kunder, og langt størstedelen af medlemsskaren er mennesker, hvis papegøjer er blevet håndopmadet.

Selvom intentionen med en lov som den i Holland ville kunne løse alle problemer med dårlig håndopmadning, så mener Danske Tamfugle, at håndopmadning stadig har en berettigelse, hvis bare det foregår på fuglenes præmisser, hvilket i vores optik vil sige:
 
  • Brug af rugemaskiner stoppes – forældrefuglene skal have lov til selv at udruge æggene, så forældrene ikke ”tvinges” til at lægge erstatningsæg.
  • Forældrefuglene passer ungerne – forældrefuglene skal selv passe ungerne i så lang tid som muligt, så ungerne kan skabe sig en identitet som fugle, og så risikoen for udvikling af problemadfærd reduceres. Begrebet ”så lang tid som muligt” vil være artsbestemt.
  • Co-parenting - Vil forældrefuglene være med til det, ser vi co-parenting som en optimal metode. Co-parenting er en proces, som går ud på, at ungerne passes af forældrene i redekassen, men hvor opdrætteren løbende hjælper til med socialisering, håndtering og evt. et tilskud af håndopmadning, hvorefter ungerne igen gives til forældrene. Dette kræver selvsagt, at forældrene accepterer ungerne, når de har været håndteret.
  • Papegøjeunger har brug for hinanden – når ungerne tages fra til håndopmadning, skal der være mindst 2 sammen. For at give ungerne størst mulig tryghed, støtte og identitet og for at undgå fejlprægning, bør opdrættere afholde sig fra at håndopmade kun en enkelt unge. Dette er også en af årsagerne til, at unger ikke skal sælges, før de er selvstændige.
  • Håndopmadning skal foretages af gode og erfarne opdrættere – der er mere i at skabe en velpræget, socialiseret, tam og afbalanceret fugl end blot at give den mad via ske eller sprøjte. Det véd den kærlige og seriøse opdrætter. Vi tager klart afstand fra dem, som opdrætter på baggrund af kommerciel udnyttelse, da denne tilgang til ”faget” ikke vil kunne skabe den socialiserede, tillidsfulde unge.
  • Papegøjeungen sælges først, når den er selvstændig – Det må give sig selv, at en papegøjeunge IKKE er selvstændig, før den kan spise et varieret foder selv, sidde på en pind og kan flyve. Fugle, som sælges inden de er selvstændige, er i stor risiko for at udvikle problemadfærd på et senere tidspunkt i livet.


Kildeangivelse:
1. Harcourt-Brown N 2003 Incidence of juvenile osteodystrophy in hand-reared grey parrots (Pissacus e. erithacus).
2. Harcourt-Brown N 2004 Development of the skeleton and feathers of dusky parrots (Pionus fuscus) in relations to their behaviour.
3. http://www.lifewithalexmovie.com/
4. http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0306452202007510
5. A.D.B. Clarke og Ann M. Clarke: Some recent advances in the study of early depreviation
6. Greg Glendell 2008 Behavioural Problems in Companion parrots. Artiklen kan læses på dansk på www.dansketamfugle.dk

  
 
 
 
 
LED
 
Som medlem af DaTa får du 10% rabat
hos LED-Online
Nærmere info på medlemssiderne
DanskeTamFugle | CVR: 34655723 | Bredgade 32, DK-8560 Kolind  | besked@dansketamfugle.dk