Sundhedsskadelige fødeemner

 

Papegøjer er så vigtige for vores familieliv, at det kun er naturligt også at lade dem være med ved måltiderne. Det kan være rigtigt sjovt, griset og godt for din fugls psyke, men det er også altafgørende at vide, at der er nogle fødeemner, som er skadelige og/eller dødelige for din fugl. Som ejere er vi nødt til at vide, hvilken mad der er god at dele, og hvilken der er farlige for vores fugle.

 

Giv aldrig din papegøje følgende fødeemner: 

  • Avocado (giftigt) – Hold alle avocado produkter inklusiv guacamole væk fra din papegøje. Avocadoens skal og kernen er kendt for at forårsage hjerteproblemer og til sidst hjertestop hos fuglene.

 

  • Chokolade (giftigt) – Vi elsker alle chokolade, men det er absolut IKKE en godbid, som du skal dele med din fugl. Den får det, som er kendt som ”Chokolade forgiftning”, hvilket i første omgang påvirker fuglens fordøjelsessystem og medfører opkastning og diaré. I takt med at forgiftningen udvikler sig, vil centralnervesystemet blive påvirket, hvilket medfører anfald og død.

 

  • Tomatblade, -stokke, -stilke (giftigt) – Samtidig med at det er helt i orden at give din fugl en tomat at spise, så er stokkene, stilkene og bladene ekstremt giftigt for fuglen. Når du giver din fugl tomat, skal du sørge for, at tomaten er vasket og udskåret og at alle grønne dele er fjernet.

 

  • Kaffe / koffeinholdige drikkevarer – Kaffe, sodavand, te og andre koffeinholdige drikkevarer er yderst risikable for din fugls helbred. Koffein forårsager hjerteforstyrrelse i fugle, hvilket kan betyde hurtigere hjerteslag, arytmi, hyperaktivitet og hjertestop. Del i stedet noget frugt- eller grøntsagsjuice med din fugl.

 

  • Drikkevarer med alkohol – Ansvarlige og omsorgsfulde papegøjeejere ville aldrig komme i tanke om at give deres fugl drikkevarer indeholdende alkohol, men husk at vores fugle flakker om i vores hjem, og de tager selv af mad og drikkevarer, hvis de kan komme til det. Alkoholforgiftning kan være fatalt, da alkohol nedsætter funktionen i fuglenes indre organer. Hold alle drikkevarer med alkohol langt væk og uden for rækkevidde for din fugl.

 

  • Tørrede bønner (giftigt) – Rå, tørrede bønner kan være ekstremt skadelige for din fugls helbred. Ukogte bønner indeholder hemaglutin, som er en gift, der er meget giftig for fugle. Vær omhyggelig med at koge bønner ordentligt, inden de gives til din fugl.

 

  • Sten og kerner i mange frugter – mange frugtkerner og sten, som f.eks. æbler, kirsebær, pærer, ferskner og abrikoser, indeholder målbare mængder af cyanid, og de bør IKKE gives til din fugl. Giv gerne frugterne, men vær også bevidst om, at der kan være sprøjtegifte på frugtens skind. Vask frugten grundigt og fjern kernehuset, inden du serverer for din fugl.

 

  • Rabarber – Bladene fra rabarberplanten er giftige for fugle. De indeholder høje doser af oxalsyre, hvilket giver irritation i tarmene. Større koncentrationer af oxalsyre er dødeligt.

 

  • Fødeemner, som er stegte, saltholdige eller med stort indhold af fedt eller sukker – Disse fødeemner kan forårsage adskillige sundhedsproblemer hos fugle. Salt- eller sukkerholdige fødeemner giver problemer som dehydrering, overdreven tørst, nyresvigt og død. Meget fedt i fugles foder fører til fedme og kan resultere i lipomer (fedtknuder), lipoproteiner (fedt i blodet) og fedtlever.

 

  • Champignon – Det er konstateret, at svampen champignon forårsager fordøjelsesproblemer hos fugle. Det er også blevet kendt, at hatten og stokken hos nogle champignon varianter kan give leversvigt.

 

  • Løg – Små mængder løg bliver generelt anset for at være acceptabelt. Men overdreven indtagelse af løg forårsager opkastning, diarré og andre fordøjelsesproblemer hos fugle. Det er også blevet kendt, at længere tids fodring med løg kan føre til en tilstand i blodet, som kaldes hæmolytisk anæmi. Dette medfører åndedrætsbesvær og i sidste ende død.

 

  • Muskatnød – Dette krydderi indeholder et narkotisk stof kaldet myristicin, hvilket normalt ikke er et problem for mennesker, da vi kun spiser små mængder ad gangen. En fugl, som spiser muskatnød, lider efterfølgende af svimmelhed, kvalme og opkastning.

 

  • Jordnødder – Disse nødder er ofte inficeret med aflatoksin, som er en gruppe giftstoffer, som produceres af svampen Aspergillus. Aflatoksin er stærkt kræftfremkaldende og forårsager leverskader hos fugle og egern, og uden tvivl også hos andre dyr. Ristning af jordnødderne reducerer aflatoksin, men fjerner det ikke helt.

 

  • Alle ting, som du er i tvivl om – Brug din sunde fornuft og lad være med fodre din fugl med det, da det ikke er værd at tage en risiko om fuglens sundhed / liv.

 

Oversat til dansk af Jytte Thingvad

Med skriftlig tilladelse fra www.african-grey-parrot.com

 

© Denne artikel er omfattet af lov om ophavsret. Den danske oversættelse kan kun kopieres eller videregives efter udtrykkelig tilladelse af DaTa.

 

 

 

 

  
 
 
 
DanskeTamFugle | CVR: 34655723  | besked@dansketamfugle.dk