Kunne det være en idé, hvis jeg fik min papegøje vingeklippet?

Forfatter Greg Glendell
Oversat til dansk af Jytte Thingvad efter skriftlig tilladelse af Greg Glendell

Publiceret i Parrots magazine, UK, 2008

Mange papegøjer får stadig deres vinger klippet. I denne artikel forklarer Greg Glendell, hvorfor det ikke er nødvendigt at vingeklippe, og at det oven i købet kan skabe flere problemer, end det kan løse.

Den flyvende papegøje!
Nogle gange kommer det som en overraskelse for fugleejere (som måske kun kender til papegøjer i fangenskab), at de fleste vilde papegøjer er de rene kunstflyvere. Og det er de nødt til at være af én simpel årsag: for at undgå at blive fanget af en lige så dygtig flyvende høg, som gerne fanger og spiser papegøjer. De vilde papegøjer, som undgår sådanne angreb ved at flyve med høj fart og præcision i en tætpakket flok, er dem som overlever.

Og hvad har det så at gøre med kælefuglen i dit hjem? Ja, vi minder jo hele tiden os selv om, at papegøjer ikke rigtigt er domesticerede fugle, og at de i bund og grund er som dem i naturen; dette er fuldstændigt rigtigt! Igennem hele deres lange evolution har papegøjerne forfinet deres flyveevner udelukkende på grund af overlevelse. Vilde papegøjer flyver typisk mellem 55 og 70 kilometer i timen, og de kan holde denne hastighed i adskillige timer, når det er nødvendigt. Papegøjen i et hjem har bevaret hele den instinktive adfærd som en vild fugl, der er udsat for angreb fra rovdyr. Faktisk er hele fuglens krop, adfærd og handlemønstre bygget på flyvning. På grund af denne evolutionshistorie er flyvning også afgørende for papegøjens helbred og trivsel, selv når den lever i fangenskab. Et flyvende væsen kan ikke få effektiv flyvemotion ved blot at kravle rundt, lige så vel som at en hund ikke kan få effektiv motion, medmindre den har mulighed for at løbe hver dag. Tamme papegøjer, som hver dag har mulighed for at få motion ved at flyve, er også i god form og er stærke og sunde fugle. At flyve er ligeså vigtigt for en fugl, som at løbe er for hunde eller heste.

Hvordan en papegøje lærer at flyve
Når papegøjeunger bliver flyvefærdige og forlader reden, har de en stærk, naturlig trang til at flyve, selvom de endnu ikke har færdighederne til præcisionsflyvning; disse færdigheder kan kun opnås ved erfaring. Alle fugle (både dem i naturen og de tamme) er klodsede i en periode, og lige som en baby, der skal lære at gå i stedet for at kravle, vil fuglene have uheld. De kan crash-lande og fejlvurdere afstande under landing. Fugle i fangenskab har to ekstra problemer at slås med, når de skal lære at flyve. For det første er det et problem at komme i luften, når luften er ”død” i et rum. I naturen ville fuglen normalt opleve vinden og instinktivt dreje sig op mod vinden for at gøre start og landing nemmere. For det andet – mangel på plads. At lære at flyve indenfor et rums begrænsning er både svært og unaturligt. Fuglen har ikke nok plads til at få fart på, før den så skal finde et sted at lande. I naturen ville den måske flyve over en stor afstand, før den fandt et passende sted at lande, hvorefter den ville forberede sig på at lande på pinden. Flyvefærdige papegøjer vil naturligt følge deres forældre på de første flyvninger og er afhængige af, at forældrene viser dem, hvor de skal lande. Med denne bevidsthed i baghovedet bør du som fuglens primære omsorgsperson kopiere forældrenes vejledning ved at vise din fugl, hvilke steder du kunne tænke dig, at den skulle bruge som landingspladser, men gør det inden fuglen skal flyve til landingspladserne. Så tag fuglen på hånden og brug ”Træd op” og ”Træd ned” kommandoerne til at gøre din fugl fortrolig med alle de landingspladser, den har adgang til. Dette kan også omfatte stolerygge, borde, sofaer, vindueskarme etc. Tamfugle har også behov for at lære om problemerne ved store vinduer. Det er bedst at gøre disse usynlige forhindringer mere tydelige for fuglen ved at hænge gardiner for, eller ved at klistre noget på vinduet – f.eks. diagonale striber af gaffer tape (fugle kan prøve på at sætte sig på tapen, hvis den er sat på vandret). Når fuglen har lært vinduet at kende, kan tapen fjernes igen.

I begyndelsen er unge fugle slet ikke bevidste om deres vingefangs størrelse, og en amazone eller en gråpapegøje med et vingefang på omkring 75 cm kan kollidere med en dørkarm, når fuglen forsøger at flyve igennem. Men allerede efter nogle få forsøg vil fuglene lære ”tricket” med at trække vingerne en smule ind, så de kan komme igennem et sted, som er smallere end deres vingefang. Så hvis de får tiden og pladsen til at lære det, vil tamme papegøjer hurtigt udvikle færdighederne til at kunne flyve godt, men det kan godt taget et par uger. Man vil kunne se en stor forandring i en ung fugls flyveevner, så snart den også har lært at bruge sine ’luft-bremser’. Det gør den ved at sænke halefjerene en smule og bruge sine yderste vingefjer til at skabe omvendt tryk, når den skal lande. Når fuglen har tilegnet sig disse færdigheder, flyver den med langt mere selvtillid og kontrol.

Fuglen vil hurtigt få en bedre kontrol over hastigheden og bruge sin hale og en krængningsmanøvre for at skifte retning eller reducere farten. For at kunne lande ordentligt vil den dygtige flyver ’glide’ op til pinden, mens halen er sænket ned. Denne teknik gør det muligt for fuglen at sænke farten. Præcis på landingstidspunktet (og helt modsat et fly) er fuglen nødt til at stalle, så den ikke er i fart, når den rammer pinden. Samtidig drejer den de yderste vingefjer fremad for at bremse, når dens fødder sættes ned for at gribe om pinden. Selvom fugle er vingeklippede, vil de alligevel forsøge at flyve ind imellem, men da de mangler de yderste vingefjer, har de et andet problem – katastrofelandinger. Vingeklippede fugle kan ikke bruge deres yderste vingefjer til at skabe omvendt tryk, og derfor er de ofte tvunget til at katastrofelande. Dette kan resultere i skader.

Som en del af papegøjernes normale udvikling har de et ’vindue’ på et par uger fra de forlader reden til at lære at flyve, og det er afgørende, at alle unge tamme papegøjer også får den mulighed. Gode opdrættere vil altid opmuntre deres fugle til at flyve, så snart fuglenes naturlige trang til at komme i luften bliver synlig. Lige efter at fuglen er blevet flyvefærdig (hvilket naturligt er på det tidspunkt, den forlader reden), vil den tage på i takt med, at den udvikler sine kraftfulde brystmuskler. Derudover vokser hjertet til sin normale størrelse, og det udvikler sig til at kunne slå med omkring 1.000 slag i minuttet, hvilket er nødvendigt under flyvning. Unge fugle, som har fået lov at udvikle flyvefærdigheder, er væsentligt stærkere og i bedre form end dem, som ikke har haft muligheder for at flyve. Med den viden er det kun sund fornuft, at unge fugle aldrig skal vingeklippes. Vingeklipning på dette udviklingstrin kan give alvorlige påvirkninger af både fuglenes psykiske og fysiske sundhedstilstand i resten af deres liv, så dette bør aldrig gøres.

Så hvorfor overhovedet vingeklippe?
De mest almindelige grunde der gives for at ville have sin fugl vingeklippet er:

• At forhindre at fuglen flyver væk

• At kunne kontrollere fuglens ”dominante” adfærd ved at begrænse dens muligheder for at flyve

• Fordi ejeren (eller opdrætteren) føler, at det er ’sikrere’ for fuglen

• Fordi ejeren ikke har det godt med at have en fugl, som kan flyve rundt i huset

Selvom de tre først grunde måske umiddelbart kunne virke gyldige grunde, så er der også problemer med dem, hvilket vi vil se på. Men den fjerde grund er ganske enkelt slet ikke acceptabel. Enhver, som ikke kan slappe af med en fugl, som flyver omkring dem, bør i stedet overveje at få et af de mange andre dyr, som kan holdes som kæledyr. Når sandheden skal frem, så bliver mange fugle også vingeklippet som en rutine eller standard praksis, uden at man virkeligt tænker over de voldsomme påvirkninger, som denne procedure udsætter fuglene for.

At vingeklippe for at forhindre, at fuglen flyver væk
Vingeklipning kan ske på mange forskellige måder, og nogle af dem er alvorligere end andre, men grundlæggende er der to metoder: Enten kan man klippe kun den ene vinge, så man med fuldt overlæg skaber en uligevægt, hvis fuglen forsøger at flyve. Eller man kan klippe symmetrisk på begge vinger, hvor formålet er, at fuglen sikkert kan flyve nedad, men er forhindret i at flyve op.

Den første metode, hvor det meste af de yderste vingefjer på den ene vinge bliver klippet helt ned til dækfjerene, er virkelig anstødelig og meget, meget grusom. Denne måde er en trussel mod fuglens sikkerhed og i yderste konsekvens dens liv. Fugle har brugt millioner af år på at udvikle sig til at blive mestre i flyvning, og symmetri er altafgørende for dem. At undergrave dette ved helt bevidst af fjerne fuglens balance, kan også blive en trussel mod fuglens psykiske trivsel. Fugle, som har fået klippet den ene vinge, og som falder ned på et hårdt underlag, er i stor risiko for at få brud og skrammer på brystbenet, brækkede knogler, skader i hovedet og endda død. Papegøjer starter ofte med at plukke deres fjer nogle få uger efter, at de er blevet udsat for denne grusomme vingeklipning, og det problem kan vise sig umuligt at ændre på hos mange af fuglene.

En lille men symmetrisk klipning af begge vinger er mindre skadelig for fuglen. Intentionen med denne klipning er, at fuglen vil være i stand til at flyve ned og lande sikkert, men at den vil være ude af stand til at flyve op (den kan ikke skabe opdrift). Men hvis sådan en fugl tages med udenfor, kan den måske alligevel godt skabe opdrift ved at vende sig op imod vinden og flyve rimeligt normalt. Så dilemmaet med den ”bedre” type af vingeklipning er, at mens den umuliggør fuglens opdrift indendørs, hvor luften står stille, så kan den ikke forhindre fuglen i at flyve udendørs, hvis vinden blæser og hjælper til opdrift.

Alle fugle - vingeklippede eller ej – er udsat for visse farer. Hvis en fuldfjeret fugl flyver væk, kan den flyve meget langt, og specielt hvis den går i panik. Men vingeklippede fugle er sårbare overfor anderledes faresituationer. For eksempel har de en tendens til at gå mere på gulvet, så de har en større risiko for at blive trådt på eller blive klemt i en dør. Folk, som har så voldsomt klippede fugle, bliver mindre forsigtige med at have deres yderdøre til at stå åbne. Hvis en sådan vingeklippet fugl kommer udenfor, kan den ikke komme særligt langt væk, men den er særdeles udsat for angreb fra hunde og katte, og den kan blive påkørt af biler.

Flere problemer...
Alle flyvende fugle inklusive papegøjer har i faresituationer en flugtadfærd, som både er instinktiv (ikke en indlært adfærd) og en reflekshandling (fuglen kan ikke kontrollere dette med en bevidst beslutning). Flugtrefleksen skyldes mange ubehagelige påvirkninger, som fuglen får. Det kan være en ”rigtig” trussel, som for eksempel at en person eller et dyr, som fuglen er bange for, nærmer sig, eller det kan være noget, som fuglen fornemmer, men som en ”falsk” eller harmløs trussel, som for eksempel tilstedeværelsen af en ufarlig men ukendt ting. Når fuglen handler pr. refleks, springer den ud i luften og flyver for at finde en højere pind, hvor den kan føle sig mere i sikkerhed, og hvor den på afstand kan kigge ned på det, den opfatter som farligt. Men lige efter, at fuglens reflekshandling er startet og indtil den flyver, går der et sekund eller to, før fuglen har fuld kontrol over sine egne bevægelser. Vingeklipning vil ikke (og kan ikke) forhindre, at fuglen handler pr. refleks; og når en vingeklippet fugl forsøger at flyve men lander på et hårdt underlag, kan den få seriøse skader. Det er frustration over, at vingeklipning forhindrer denne reflekshandling, som giver mange papegøjer enormt psykisk stress. For nogle fugle vil denne frustration føre til uønsket adfærd som fjerplukning, selvskadende adfærd, bid og skrigeri. På grund af den begrænsede bevægelsesfrihed vil andre fugle ’binde sig’ til deres bur eller stander, og vil forsvare denne plads aggressivt mod alle andre.

Fældning og nye fjer kan betyde flere problemer for vingeklippede fugle. De fleste mennesker, som vingeklipper deres fugle, aner ikke hvor vigtigt flyvning er som del af fuglens normale adfærdsmønster. Ofte skyldes det mangel på viden om evolutionens pres, som over millioner af år har resulteret i fuglenes perfektion af et liv i luften. Derudover er mange papegøjeejere ikke klar over, hvor tit fuglene fælder og hvor hurtigt nye vingefjer vokser ud. De forstår det ikke, og hos papegøjer fører det ofte til knækkede fjer og blødning fra blodfjer.

De fleste papegøjer har 10 primære vingefjer, som er fæstnet på ’hånden’, og 12 sekundære fjer, som er fæstnet på ’underarmen’ (albuebenet). På billedet er disse fjer nummeret efter en anatomisk standard, når du ser på fuglens strakte vinge. Primær nr. 1 (P1) er den inderste af de primære vingefjer. P10 er den yderste. Den yderste af de sekundære vingefjer har nr. S1 (lige ved siden af P1). Den inderste sekundære vingefjer (lige ved siden af fuglens krop) har nr. S12.

Raske papegøjer fælder fjerene parvist (Juniper & Parr 1998), og tempoet for deres fældning er væsentligt anderledes end de fleste andre fugle som for eksempel spurvefugle og rovfugle. Som regel er den midterste primære vingefjer nr. P6 (markeret med rødt på billedet) den første fjer, der fældes på begge vinger, og nye fjer til at erstatte de fældede begynder at vokse ud med det samme. Hos de fleste papegøjer uanset størrelse vokser deres fjer med 3-4 millimeter i døgnet (Glendell 2007). Så det tager en gråpapegøje eller amazone, som har primære vingefjer, der måler cirka 18,5 cm, 52 dage før en blodfjer er vokset helt ud. Man kan normalt se væksttempoet på fjeren som tætte parallelle linjer, som skifter mellem lyse og mørke striber henover hver fjer, når det bliver studeret i godt dagslys. Når først den nye P6 er delvist groet ud, bliver P5 og/eller P7 fældet og nye fjer begynder at vokse ud. Derefter er det nr. P3 og P7 etc., så fjerene fældes i begge retninger på begge vinger på samme tid. Når de fleste af de primære vingefjer er blevet skiftet ud, starter fuglen på at fælde og skifte sine sekundære vingefjer (S).

Den samlede fældemønster for de fleste papegøje er som følgende (Numrene i parenteser viser de fjer, som normalt fældes samtidigt i par):

P6, (P5+P7), (P8+P4), (P3+P9), (P2+P10), P1. Fra S1 og i lige linje op til S12, som er den sidste del af fældningen af vingefjerene.

Dette fældemønster er en tilpasning, som sikre den symmetri, der er så livsvigtig for flyvende fugle.

Normale, sunde papegøjer fælder højst 3 fjer fra hver vinge på samme tid. Store fugle (med lange vingefjer!) bruger meget længere tid, før en ny fjer er vokset helt ud. Det kan tage en stor ara eller kakadue mere end 18 måneder at fuldføre en fældning. Men en lille parakit bruger ikke mere end 3 måneder på at fuldføre sin fældningsproces.

Men når en vingeklippet fugl forsøger at erstatte sine vingefjer ved at sætte nye ’blodfjer’, så vil disse sandsynligvis blive skadet. Dette skyldes, at i modsætning til en normal vinge, så har den klippede vinge ikke nogle tilstødende, gamle fjer i fuld længde til at beskytte den nye ’blodfjer’, mens den er sit mest skrøbelige vækststadie. Der kan komme voldsomme blødninger, hvis sådan en fjer bliver beskadiget. Fugle, som ikke har udvist adfærdsproblemer tidligere i forbindelse med vingeklipning, udvikler ofte problemer på dette tidspunkt. De begynder at pille i de nye, ubeskyttede fjer, og det kan så forhindre, at alle de klippede fjer bliver erstattet med nye. Hvis din fugl er vingeklippet, vil det være bedst at genskabe flyvning med det samme ved at få donorfjer sat fast på de klippede fjerstumper. Denne fremgangsmåde kaldes ’Imping’(jeg tror ikke, at der er et dansk ord for det/Jytte) og kan foretages af en fuglekyndig dyrlæge. Jeg kan levere donorfjer til de fleste tamme papegøjearter til dyrlæger til brug ved imping. Fuglen skal naturligvis også trænes til at flyve til og fra dig, og til og fra andre trygge landingspladser på en kommando fra dig.

Vingeklipning for at få mere kontrol over din fugl
Dette gives ofte som en grund til at vingeklippe. Men de fleste af de mennesker, som ønsker at få deres fugl vingeklippet for bedre at kunne kontrollere den, er aldrig blevet informeret om muligheden for grundlæggende træning i flyvekommandoer med deres fugl, men alligevel bliver de fleste mennesker gode til at træne i løbet af bare få dage. Samtidig med at træne fuglen ”træd op” og ”træd ned” af hånden, lærer jeg normalt også følgende kommandoer:

”Bliv” – dette betyder: ”Lad være med at flyve hen til mig lige nu”

”Af sted” – dette betyder: ”Flyv væk fra mig”

”Væk” – dette betyder: ”Forlad din nuværende plads og find et andet sted at lande” (bruges normalt som sikkerhed)

”Herhen” – dette betyder: ”Flyv hen til mig nu”

Disse flyvekommandoer trænes ved hjælp af positiv forstærkning; fuglen får noget, den virkelig gerne vil have, som for eksempel kæl, et favorit legetøj eller en favorit godbid, når den lærer disse nye kommandoer. Så snart fuglen har lært disse kommandoer, har ejeren al den kontrol over fuglen, som de har behov for.

Når man lærer sin fugl disse basis flyvekommandoer, giver en anden kæmpe fordel, og det er, at hvis fuglen nogensinde skulle flyve væk, vil det være langt nemmere at få den tilbage, når du ser den, da en trænet fugl er tilbøjelig til at acceptere disse kommandoer fra den person, den er knyttet til, også selvom den er udendørs. Efter at have haft papegøjer i mere end 25 år har jeg efterhånden haft en del papegøjer, som er fløjet væk. Men jeg har aldrig mistet en trænet fugl, og jeg har kun mistet en utrænet (i 1992). Jeg har fundet undslupne amazoner, gråpapegøjer, conurer og meyers papegøjer på denne måde.

Vinger er til flyvning!
Ofte bliver kommende papegøjekøbere simpelthen ikke informeret om de alvorlige konsekvenser ved vingeklipning specielt for unge papegøjer. Problemerne viser sig ofte ikke før mange uger eller måneder efter, at fuglen er flyttet til sit nye hjem. Eftersom basis træning kan give dig god kontrol over en flyvedygtig fugl, er der ingen grund til at få nogen fugl vingeklippet. Det tager kun få minutter at klippe en fugls vinger, men det kan tage måneder eller år (og store dyrlægeregninger) at rette op på de problemer, som vingeklipningen har forårsaget.

Fugle, som har lært et par ekstra ”kommandoer” af deres primære person, kan naturligvis også få meget mere tid udenfor deres bur, da de skaber færre problemer mens de nyder kvalitetstid sammen med dig samt den relative frihed, som det giver dem. Flyvende fugle får også god og effektiv motion, som er vigtig for dem, når de skal forblive stærke, sunde fugle. Papegøjer er meget forskellige fra de domesticerede dyr, vi holder som kæledyr. Selv håndopmadede fugle er grundlæggende ’vilde’ dyr med et afgørende behov for at udføre så meget naturlig adfærd som muligt hver eneste dag i deres liv. Og dette bør omfatte daglige perioder med flyvning, også selvom det kun er indendørs. Med denne viden bør papegøjer være forberedt på at tilpasse deres hjem – i hvert fald i en vis grad – til deres fugls behov, i stedet for at tilpasse deres fugl ved at vingeklippe den og handicappe den for nemheds skyld. Flyvning er noget, som papegøjer skal opmuntres til; ikke noget, som skal nægtes fugle nærmest som standart. Ved at lære fuglene nogle enkle flyvekommandoer kan man få al den ’kontrol’ man behøver fra en flyvende fugl, og fuglen vil være i bedre form, være stærkere og sundere på mange måder.

Greg Glendell BSc (hons) arbejder fuld tid som adfærdskonsulent for tamme papegøjer i Somerset i England. Han har skrevet flere bøger om pasning af tamme papegøjer. For mere information kontakt Greg på: mail@greg-parrots.co.uk eller se: www.greg-parrots.co.uk 

Copyright, Greg Glendell 2008

Referencer:
Glendell G. Breaking Bad Habits in Parrots.  Interpet 2007.
Juniper T and Parr M.  Parrots: A Guide to Parrots of the World.  Pica Press 1998.  

© Denne artikel er omfattet af lov om ophavsret. Den danske oversættelse kan kun kopieres eller videregives efter udtrykkelig tilladelse af DaTa.