Papegøje træning

  
Du kan her læse DaTa's træningsvejledning til og med step 1.
Du kan læse resten af vejledningen, når du er medlem og logger ind i hjemmesidens medlemsområde.
 
Kom godt i gang med papegøjetræningen:
Hvorfor overhovedet træne med papegøjer? Er det ikke noget pjat?
Der er mange fordele ved at træne – en af dem er, at hvis det
gribes rigtigt an, er det faktisk rigtigt sjovt for både papegøje og
træner. Men den største fordel må være, at man opbygger
gensidig tillid, og på den måde kan man ’skyde genvej’, når man vil
skabe et bedre forhold til sin – måske nye – papegøje.

Først skal det siges, at den træningsmetode, som Danske Tamfugle er fortaler for, bygger på principperne om positiv forstærkning. Denne træningsform gør, at papegøjen (eller hvilket som helst dyr, man gerne vil træne!) har indflydelse, bliver rost og belønnet, og 
derfor føler, at det kan betale sig og bliver naturligt motiveret.
Papegøjen træner derfor af egen fri vilje og for at opnå noget
ønsket: Ros og dermed belønning (forstærkning). Denne
træningsmetode (som i øvrigt er opfundet af B.F. Skinner) er
videnskabeligt bevist, og bruges også i større og større grad i
zoologiske haver, hvor dyrene trænes, så man i højere grad undgår
brug af magt overfor dyrene. På den måde opstår en "win-win"-
situation.

Du kan læse mere om fordelene ved træning, når du logger ind i
medlemsområdet på www.dansketamfugle.dk – men lad os nu
komme i gang med træningen.

Godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt, og det gælder også
med papegøjetræning – det skal planlægges og forberedes, så
inden vi overhovedet kan komme i gang med selve træningen, er
der nogle forskellige trin, vi skal igennem med papegøjen:

Step 1 – Godbidstesten
Er det vigtigt at finde en godbid? JA! Godbidden er jo så at sige
den ’løn’, papegøjen får for sit arbejde, og hvis lønnen ikke er
eftertragtet, vil der ikke være så stor grund til at arbejde for den.

Sådan gør du:
Hæng en skål op inde i buret, find 4-5 forskellige godbidder, læg
dem i skålen. Og hold så øje med, hvilken godbid papegøjen tager
som nummer 1 og nummer 2. Skriv papegøjens valg ned på et
papir.

Gentag godbidstesten efter en dag eller to – men med andre
godbidder. Og gentag så godbidstesten en sidste gang – igen med
andre godbidder.

Nu sidder du med en liste over 6 forskellige godbidder – altså de
godbidder, som papegøjen har valgt som nummer 1 og 2 i de 3
forskellige tests. Lav så den ultimative godbidstest med de
6 ’vinder-godbidder’ og find ud af, hvilken godbid papegøjen
allerhelst vil have. Læg også mærke til, hvilken godbid papegøjen
vælger som nummer 2 og 3, da det er rart at have noget at skifte
med.

De 3 godbidder, som vandt i den ultimative godbidstest, må nu
udelukkende bruges til træning. Det vil sige, at hvis de findes i
fuglens almindelige foder, skal det fjernes. Og lad være med at
give papegøjen godbidden ’for sjov’, for så bliver godbidden for
almindelig og dermed ikke værd at arbejde for.

OBS! En fugl må aldrig sultes! Men hvis du vil være sikker på, at
den gerne vil være med til at udføre godbidstesten, kan du tage
dens foder fra den i et par timer, inden du udfører godbidstesten.
Husk at give den foderet tilbage bagefter.

Inspiration til forskellige godbidder:
- Pinjekerner
- Valnødder
- Hasselnødder
- Afskallede jordnødder
- Afskallede solsikkekerner
- Kardemommefrø
- Tørret banan
- Rosiner
- Mandel
- Hirse
- Tørret figen
- Cashewnødder
- Tørret papaya
- Kelloggs cornflakes
- Tørret kokos
- Granatæblekerner
- Sukkerfri kiks
- Usaltede popcorn

OBS! Ved træning gives godbidder, som papegøjen kan spise på ca.
5 sekunder. Det vil sige, at godbidderne skal hakkes/skæres i
passende små stykker!

Klikker eller verbal ros?
Nu har du sammen med din papegøje fundet ud af præcis, hvilke
godbidder, der er de bedste i hele verden, og så er I klar til at gå et
skridt videre.

Du står nu overfor at træffe et valg – du skal have besluttet, om du
vil bruge en ’klikker’, eller om du vil bruge et mundtligt signal.
Begge dele kan bruges, så det er en smagssag, hvad man vil bruge.

Klikker:
En ’klikker’ har den fordel, at den siger en meget tydelig og
kortvarig lyd, som kan gøre ros for en bestemt handling meget
præcis. Derudover er lyden unik, så papegøjen vil ikke møde lyden
i dagligdagen, og vil derfor forbinde lyden med træning. Ulempen
kan være, at du måske ikke altid har ’klikkeren’ på dig, så når
papegøjen spontant udfører en ønsket adfærd, kan du ikke klikke.
Derfor kan en ’klikker’ aldrig være det eneste signal til belønning.

Verbal ros:
Du kan vælge at bruge et ord som supplement eller helt i stedet
for ’klikkeren’ – f.eks. ordet ”Dygtig”, hver gang papegøjen udfører
en ønsket handling. Fordelen ved at bruge et bestemt ord er, at du
naturligvis altid kan sige det, når papegøjen gør det, du gerne vil
have – også udenfor træningssessionerne. Endnu en fordel er, at
du slipper for at ’fumle’ med en ’klikker’, når du og din papegøje
træner med redskaber.
Valget, om du vil bruge ’klikker’ eller mundtlig ros, er dit! Når du
har truffet dit valg, skal papegøjen lære, at klik/ros = belønning.
 
Step 2 – Forbind ros med godbid
Bliv medlem og log ind i hjemmesidens medlemsområde, for at læse videre.
  
 
 
 
DanskeTamFugle | CVR: 34655723  | besked@dansketamfugle.dk